Medier og manipulation
Engang imellem dukker der historier op i medierne, der bagefter viser sig at være forkerte. I mere sjældne tilfælde er det endda journalisten, der har manipuleret med historien med vilje.
Et udsnit af virkeligheden
Når journalisterne har valgt en vinkel til deres historie, er det altid kun et udsnit af hele historien, de fortæller. Der er mange ting, som journalisten har researchet sig frem til, der ikke kommer med. Det stiller store krav til journalisten om at være objektiv, så historien ikke kommer til at vise et forkert billede af virkeligheden.
Jagten på sensationen
Men nogle gange lader journalisten også være med at fortælle andre vigtige detaljer, fordi de ikke passer i den vinkel, der er valgt. Det sker mest, når journalisterne gerne vil have en historie, der er unik og måske ligefrem sensationel.
Et kendt eksempel er med reporteren Jeppe Nybroe fra TV Avisen, der som den eneste journalist var med, da de danske soldater trak sig ud af Irak. Men han løj om, hvad der var på billederne, for at gøre historien bedre. Andre gange går jagten på den bedste historie endnu mere galt. Nogle journalister undersøger ikke historien til bunds eller tjekker deres kilder. Der er ligefrem eksempler på opdigtede historier.
Fakta
Solohistorier:
- En historie, som et medie har for sig selv.
- De bedste solohistorier er ofte sensationshistorier
- Jagten på sensationelle solohistorier gør, at journalisterne nogle gange strammer deres historier for meget.
Triple A-sagen
Et eksempel på dårlig journalistik er Triple A-sagen fra 2005, hvor TV 2 Nyhederne bragte nogle indslag om organiserede indvandrerbander, herunder gruppen Triple A. Triple A blev beskrevet som en flok svært bevæbnede gangstere, der ville overtage hele Sjælland og narkomarkedet fra rockerne. Indslaget viste et par af disse påståede gangstere stå i fuld kampuniform med våben og maskering, imens de fortalte om deres planer.
Problemet var dog, at Triple A overhovedet ikke eksisterede. Senere kom det nemlig frem, at de to medvirkende "gangstere" troede, at optagelserne skulle bruges til en musikvideo. TV 2 trak historien tilbage, og de to fik en erstatning for at være blevet udstillet som kriminelle.
Billedmanipulation
Der er også tit manipulation, når det kommer til mediernes billeder. Og nu, hvor næsten alle billeder bliver taget digitalt og behandlet på computere, er det blevet meget lettere at snyde. Nogle gange beskærer fotograferne billederne, så kun bestemte detaljer kommer med, eller de fjerner ting i billederne, de ikke synes passer ind. Men fordi journalistikken skal vise virkeligheden, er det forbudt at gøre.