Breakdance
Har du nogensinde set dansere, der snurrer rundt på gulvet, står på hænder og laver vilde spring? Synes du, at det ser sejt ud? Så skulle du måske kaste dig ud i at lære breakdance.
Fokusord
- afroamerikaner
- oldschool
- newschool
- basiselement
Breakdance og hiphop
Breakdance er en del af hiphopkulturen. Kulturen opstod blandt afroamerikanere i New York i 1970'erne. Kulturen handler især om at udtrykke sig gennem musik og dans. En af måderne at danse på er breakdance. Break betyder pause. Dansen opstod som bevægelser, man lavede, når DJ'en holdt pauser i musikken.
Kulturen i hiphop har meget fokus på konkurrence. Derfor foregår breakdance ofte som en battle. Her danser to personer eller to grupper mod hinanden. Det er en slags kamp med dans. Det handler om at spille sej og lave seje bevægelser. I videoen kan du se en præsentation af en dansk breakdancer:
Fakta
- B-boys er drenge, der danser breakdance.
- B-girls er piger, der danser breakdance.
Musik og bevægelse
Breakdance bliver danset til forskellige former for musik. Det er især hiphop og funk. Breakdance kommer fra USA. Derfor har musikken og bevægelserne engelske navne. Nogle danser breakdance til ældre musik fra 1970'erne og 1980'erne. Den slags musik kalder man oldschool. Musikken fra lidt nyere tid kaldes newschool.
Breakdance består af nogle basiselementer. De elementer kan så sættes sammen til serier. Basiselementerne er følgende: toprock, footwork, power moves og freezes.
Toprock og footwork
Toprock er de teknikker, som laves stående. Footwork laver man med hænder og fødder på gulvet. Det er fx bevægelsen 6-step. Nogle gange bruger man ordet downrock i stedet for footwork.
Power moves
Power moves er ofte svære bevægelser. Dem bruger man til at blære sig over for modstanderen. Disse bevægelser følger ikke altid rytmen i musikken. Det gælder derimod ofte om at udføre bevægelserne meget hurtigt. Mange power moves kræver stor styrke og smidighed.
Freezes
Breakdance består også af freezes. I freezes fryser man bevægelsen i en kort tidsperiode. Man kan fx stå på hovedet, mens man holder benene på forskellige måder i luften. Man bruger ofte en freeze til at afslutte sin dans. Freezes kræver stor styrke, smidighed og balance.
Electric boogie og the robot
Electric boogie og the robot er også blevet en del af breakdance. Electric boogie er bølgebevægelser. De flyder nærmest igennem kroppen.
Vidste du, at ...
electric boogie oprindeligt blev kendt for, at danserne havde hvide handsker på?
The robot ser mere mekanisk ud. Den består af skarpe, rytmiske sammentrækninger i musklerne. De virker meget robotagtige. Du kan se eksempler på begge dele i videoen her: