Kampen om magten
Om forløbet
Når Danmark og Sverige spiller fodbold, bliver opgøret kaldt et arvefjendeopgør. Men som regel kalder man Sverige og Danmark for broderfolk. Det gør man, fordi de to lande tit arbejder sammen, og fordi deres sprog, kultur og historie minder om hinanden.
Men sådan har det bestemt ikke altid været. Fra middelalderen og frem til 1700-tallet var Danmark og Sverige mere arvefjender end broderfolk. De kæmpede nemlig i mange krige om, hvem der var stærkest. Disse krige skal I arbejde med i dette forløb. I skal blive klogere på, hvad Skånelandene var, og hvorfor det var så vigtigt et område for Danmark og Sverige. I skal også undersøge årsager til og resultater af de mange krige og lave en digital tidslinje over krigene. Endelig skal I diskutere, hvad det betyder for folk i et særligt område, at det bliver erobret af et andet land.