Christian 4.
Måske har du set Rundetårn eller Børsen? Bygningerne er blot nogle af de mange tårne og slotte, som Christian 4. fik bygget. Christian 4. er også kendt for at bruge mange penge på krige. Og så fik han hele 24 børn.
Fakta
Født:
12. april 1577
Død:
28. februar 1648
Konge af:
Danmark-Norge 1588-1648
Forældre:
Kong Frederik 2. og Sophie af Mecklenburg
Ægtefæller:
Anna Cathrine af Brandenburg i 1597 og Kirsten Munk i 1615
Børn:
Bl.a. Frederik 3. og Leonora Christina
En ung konge
Christian 4. er den konge, der har regeret Danmark i længst tid. Han var søn af kong Frederik 2., som døde, da Christian kun var 11 år. Efter farens død blev Christian konge, men han var ikke gammel nok til at overtage magten. Derfor blev landet styret af formynderregeringen, da han var barn. Christian blev først konge i 1596, da han var 19 år gammel.
Dronningen og elskerinderne
Christian 4. fik 24 børn med flere forskellige kvinder. Det er ikke alle kvinderne, vi kender navnene på. Christian havde nemlig en del elskerinder. Vi ved dog, at han fik seks børn med dronning Anna Cathrine af Brandenburg. Deres søn Frederik 3. blev senere konge af Danmark ligesom sin far.
Leonora Christina
Dronning Anna Cathrine døde i 1612. Efter hendes død giftede den 38-årige Christian sig med den 17-årige Kirsten Munk. Hun blev kongens kone, men ikke dronning. Sammen fik de otte børn. Et af dem var datteren Leonora Christina. Hun er især kendt, fordi hun sad fængslet i 22 år i Blåtårn på det gamle Christiansborg Slot. Hun blev nemlig beskyldt for at ville tage magten fra sin halvbror kong Frederik 3.
Kongen og kammerpigen
Christian og Kirsten blev skilt i 1628. Christian beskyldte nemlig Kirsten for at være ham utro. Han mente også, at hun havde forsøgt at slå ham ihjel ved at give ham gift. Fra 1629 levede kongen sammen med kammerpigen Vibeke Kruse, som han også fik børn med.
Vidste du, at ...
Christian 4. mistede synet på højre øje? Det skete, da han blev såret under krigen ved Kolberger Heide i 1644.
Christian 4.s bygninger
Christian 4. byggede mange kirker, slotte og bygninger. En af de mest kendte bygninger er Børsen, som ligger i København. Børsen er især kendt for sit spir, der er formet som fire dragehaler.
Rundetårn er også en af kongens kendte bygninger. For at komme op i tårnet må man følge en lang gang, som snor sig hele vejen til toppen. Christian grundlagde også Christianshavn, som er kendt for de mange kanaler.
Gode tider
De første 30 år af Christian 4.s regeringstid var gode. Kongen og dronningen havde rigeligt med penge, og Christian vandt Kalmarkrigen over Sverige. Derefter fik han svenskerne til at betale for de skader, der var lavet under krigen.
Dårlige tider
I 1628 var de gode tider slut. Christian 4. tabte nu flere af sine krige. Desuden havde de mange slotte og bygninger været dyre at bygge. Med tabet af krigene var riget næsten fallit ved kongens død i 1648. Alle pengene var altså brugt. Derfor måtte det danske folk nu betale penge til kongeriget i form af høje skatter.