Sociale medier
Sociale medier er redskaber på internettet, som man kan bruge, når man skal dele tekst, billeder og videoer. Facebook, Snapchat og YouTube er eksempler på sociale medier.
Fokusord
- en redaktør
- et budskab
- en social teknologi
- et interessefællesskab
Forbinder mennesker
På en avisredaktion bestemmer redaktøren, hvilke nyheder der skal i avisen. Redaktøren har derfor stor magt over, hvad befolkningen får at vide.
Med sociale medier er der ikke andre end dig selv, der bestemmer, hvad der skal deles. Ved at skrive på Facebook kan helt almindelige mennesker nå et stort publikum med deres budskaber.
Sociale medier samler og skaber interessefællesskaber. Fodboldinteresserede, der bor i forskellige lande, kan dele idéer og tanker om fodbold. Man kalder også sociale medier for sociale teknologier. Teknologien gør det nemlig muligt at være social på internettet.
Fakta
Sociale medier:
- 78 procent af de 11-14-årige i Danmark har en smartphone.
- 86 procent af de 11-14-årige har en profil på et socialt medie.
- Over 800 millioner mennesker verden over bruger Facebook.
Teknologi og medier
Efter år 2000 opstod der flere hjemmesider, hvor man let kunne oprette en blog eller have en profil.
I dag er det naturligt at have en profil på Facebook, se eller lægge videoer på TikTok eller at skrive på en blog.
Når teknologien ændrer sig, ændrer de sociale medier sig også. Der er fx kommet apps til alle de forskellige sociale medier, i takt med at flere mennesker har fået smartphones. Mobiltelefoner har en teknik, der kan vise, hvor en mobiltelefon befinder sig. Derfor kan man dele med andre på de sociale medier, når man fx tjekker ind hos frisøren.
Vidste du, at ...
selvom Facebook er det mest benyttede sociale medie, så er det også det mest upopulære firma ifølge en amerikansk undersøgelse?
Mange medier
Sociale medier er meget forskellige. Det er et spørgsmål om, hvad hjemmesiden skal kunne. Nogle sociale medier har fokus på det at samarbejde. Det gælder fx Wikipedia, hvor alle kan skrive og dermed bidrage til et fælles leksikon.
Blogs handler ofte om at skrive og dele tanker og oplevelser. Twitter er et eksempel på en måde at mikroblogge på, fordi man kun skriver korte beskeder.
Andre sociale medier handler om at have et fællesskab omkring billeder eller video. Det er Instagram og YouTube fx eksempler på. På Facebook handler det i høj grad om at være sammen socialt.
Alle har en stemme
Sociale medier har haft stor betydning for mennesker verden over. I lande, hvor regeringen bestemmer, hvad journalister må skrive i avisen, muliggør sociale medier, at befolkningen lige pludselig kan vise deres utilfredshed med regeringen. Et eksempel på dette kunne ses i Iran i 2009, hvor en masse studerende luftede deres utilfredshed med styret på bl.a. Twitter og Facebook. Så selvom nogle regeringer bruger censur, så kan de sociale medier give alle mennesker en stemme.