Notatteknikker
Et notat er en lille tekst, som skrives til eget brug for at huske og forstå en tekst. Der findes mange forskellige notatteknikker.
Fokusord
- læseformål
- stikord
- centrale pointer
Notater
Når du læser, er det svært at fastholde og overskue alle informationer uden at tage notater. Notater skal være overskuelige og kan bruges til at huske, forstå og genfortælle teksten. For at tage gode og brugbare notater skal du:
- kende dit læseformål og bruge det som baggrund for at udvælge de vigtigste informationer fra teksten
- kunne forstå informationerne så godt, at du kan skrive dem ned med dine egne ord.
Når du tager notater, arbejder du aktivt med læsningen, hvilket betyder, at du forstår og husker teksten bedre. Der findes mange forskellige notatteknikker med forskellige formål.
Mindmap
Et mindmap kan give overblik over et emne. Streger mellem felterne kan vise sammenhæng. Du kan starte før læsningen og udbygge det under og efter læsningen.
Fakta
Notatteknikker, der giver dig overblik over tekstens indhold:
- Mindmap
- Kolonnenotat
- Tidslinje
- Forgrening
- Årsag-følge-virkning
- Venn-diagram.
Notatteknikker, der hjælper dig med at huske tekstens indhold:
- Referat
- Resumé
- Understregning
- Stikord
Kolonnenotat
Et kolonnenotat kan give overblik over teksten med overskrifter og stikord. Du kan indføre flere kolonner, fx til dine egne tanker.
Tidslinje
En tidslinje kan give overblik over et virkeligt eller opdigtet handlingsforløb i kronologisk rækkefølge.
Forgrening
I forgrening arbejder du med over- og underbegreber. Øverst skrives det overordnede begreb, fx pattedyr, under det skrives underbegreber, fx kødædere og planteædere. Nederst skrives underbegreber til henholdsvis kødædere og planteædere.
Årsag-følge-virkning
Notatteknikken årsag-følge-virkning kan vise en proces. Rækkefølgen er vigtig, fordi det, der sker i trin et, har betydning for trin to osv.
Vidste du, at ...
næsten alle får brug for at kunne tage notater? Enten når de studerer eller i deres arbejdsliv.
Venn-diagram
Et Venn-diagram bruges til at sammenligne informationer fra en tekst. Ligheder skrives i midten og forskelle skrives i cirklerne.
Referat og resumé
Et referat skal indeholde tekstens vigtigste punkter og skrives i sammenhængende sprog uden personlige synspunkter. Det skal fylde mellem en tredjedel og en femtedel af den oprindelige tekst.
Et resumé skal hjælpe med at huske og gengive tekstens vigtigste indhold. Det er kortere end referatet og kan evt. skrives på baggrund af udvalgte stikord fra teksten.
Understregning og stikord
Ved at understrege vigtige ord og steder i teksten eller notere stikord kan du hurtigt finde og huske tekstens centrale pointer.