Om portalen
I denne oversigt kan du læse om opbygningen af Religionsfaget til indskolingen samt indholdet på portalen.
Et komplet materiale
Religionsfaget er et komplet digitalt undervisningsmateriale, der dækker Undervisningsministeriets krav til kristendomskundskabsundervisningen i indskolingen.
Følgende fire punkter er at finde i topmenuen: Forløb, Emner, Aktiviteter og Ressourcer.
Disse fire menupunkter er alle synlige for både lærere og elever.
Undervisningsforløb og årsplaner
Menupunktet ”Forløb” består af både undervisningsforløb og årsplaner til 1.-3. klasse. Både forløb og årsplaner er delt op i relevante klassetrin, så det er nemt at finde et egnet forløb til netop din klasse. Der er ligeledes en indbygget progression i både forløb og årsplaner, således at eleverne i 1.-3. klasse løbende introduceres til fagets kompetenceområder, relevante emner og faglige begreber, og naturligvis arbejdes der også i forløbene bredt med at dække færdigheds- og vidensmål fra de forenklede Fælles Mål.
Som lærer kan du bruge en hel årsplan og de tilhørende undervisningsforløb, men du kan naturligvis også vælge at plukke enkelte forløb og aktiviteter ud og sætte dem sammen i din egen årsplan.
Tekster og aktiviteter
Under "Emner" findes en stor mængde tekster og aktiviteter. I opbygningen af portalens indhold er der lagt vægt på fagets kerneområder og særlige fagbegreber. Portalen indeholder en lang række tekster med fokus på fagets kristne og etiske grundbegreber, centrale personer og fortællinger, historiske begivenheder samt de store religioner jødedom, islam, hinduisme og buddhisme.
Alle tekster er multimodale med masser af billeder og videoer til at understøtte indholdet. Teksterne er i to læseniveauer, og der er mulighed for at arbejde med den indbyggede notefunktion og de interaktive læseguides, der støtter arbejdet med sproglig udvikling og faglig læsning. Desuden findes på alle tekster en boks med fokusord, der hjælper lærer og elev med at sætte fokus på relevante begreber og fagord.
Til alle tekster findes mindst en aktivitet, der er opbygget med læringsmål og evaluering, der tager udgangspunkt i fagets færdigheds- og vidensmål. Aktiviteterne er tilrettelagt, så der veksles mellem samtale, diskussion, fortælling, iagttagelse, tegning, drama og bevægelse.
Stort udvalg
Under menupunktet ”Emner” møder eleverne følgende undermenuer:
- Livet
- Personer
- Bibelen
- Kirken
- Andre religioner
- Temaer
I emnet "Livet" sættes der fokus på følelser, adfærd og etik. "Personer" og "Bibelen" er tekster og aktiviteter, der tager udgangspunkt i personer og fortællinger fra Det Gamle og Det Nye Testamente. I emnet "Kirken" kan I arbejde med kirken som bygning samt højtider, ritualer og kristne grundbegreber.
Portalens hovedfokus er på kristendommen, men under emnet "Andre religioner" er der rig mulighed for at arbejde med jødedom, islam, hinduisme og buddhisme. Under "Temaer" findes tekster og aktiviteter om myter og nordisk mytologi.
Hvert emne indeholder et bredt udvalg af tekster og aktiviteter. Det store udvalg giver stor variation og fleksibilitet samt rig mulighed for at tilrettelægge din undervisning på lige den måde, du ønsker.
Aktiviteter
Under menupunktet "Aktiviteter" får du et samlet overblik over alle aktiviteterne. Ud fra en kategorisering kan du vælge den aktivitet, du ønsker at bruge. I aktiviteterne er der både tænkt kreativitet, interaktivitet, bevægelse og kommunikative arbejdsformer ind i måden, hvorpå eleverne får mulighed for at arbejde med faget kristendomskundskab. Alle aktiviteter er forsynet med læringsmål og evaluering.
Ressourcer
På Religionsfaget findes der mange pædagogiske hjælpemidler, som kan gøre undervisningen lettere. Menupunktet "Ressourcer" er delt op i en lærerdel med blandt andet en lærervejledning, information om de interaktive læseguides og en inklusionsværktøjskasse, en elevdel med beskrivelser af notatteknikker og it-værktøjer, samt en værktøjskasse med forskellige arbejdsformer.