Atomenergi
Atomenergi eller a-kraft produceres i et kernekraftværk, og på globalt plan spiller det en stor rolle. Ca. 17 % af al verdens elektricitet stammer i dag fra atomenergi. Der bygges stadig nye atomkraftværker rundt om i verden, men hvad betyder det for fremtidens miljø?
Masser af energi i a-kraft
Den første kernereaktor blev bygget i USA i 1942, selv om den ikke gav ret meget energi. I 1945 blev den første atombombe sprængt, og det satte skub i udvikling af atomenergi til fredelige formål. En spaltning af en atomkerne frigiver enorme energimængder. I atomkraftværker bruges grundstoffet uran som brændstof til at fremstille elektricitet.
Fakta
Verdens kendte reserver af uran:
- Australien, ca. 31 %
- Kasakhstan, ca. 12 %
- Rusland, 9 %
- Canada, 9 %
- Niger, 8 %
- Sydafrika, 5 %
- Brasilien, 5 %
- Namibia, 5 %
- USA, 4 %
- Kina, 3 %
- Diverse, 9 %
Uran
Rundt om i verden er der masser af uran i undergrunden. Grundstoffet er dog ikke lige nemt at få fat i overalt. Et andet grundstof, thorium, kan måske også bruges i fremtidens atomkraftværker. Så der burde være brændsel nok til mange år frem i tiden.
Dog mener mange, at det vil være billigere og bedre at satse på andre alternative energiformer.
Danmark siger nej
I 1986 vedtog det danske Folketing, at der ikke skal bygges atomkraftværker i Danmark. I dag får vi i stedet en del af vores elektricitet fra udenlandske atomkraftværker.
Danmark vil dog sandsynligvis fortsat satse på andre former for alternativ energi, så vi ikke selv bygger atomkraftværker.
Klimadebat skubber på a-kraft
I mange år har der i de fleste lande været stor modstand mod a-kraft, fordi det kan give store problemer for miljøet.
Men i klimadebatten spiller det en stor rolle, at atomkraftværker ikke ligesom de fossile brændstoffer udleder store mængder af CO₂. Samtidig er teknik og sikkerhed blevet bedre, mens problemstillinger omkring opbevaring af radioaktivt affald endnu ikke er løst. Flere og flere lande har efterhånden ændret holdning til gerne at ville bruge a-kraft.
Vidste du, at ...
Kina har 38 reaktorer i drift, 20 under opførsel og flere på vej?
Flere atomkraftværker på vej
Regeringen i Holland havde egentlig besluttet at lukke og slukke for deres atomkraft i 2013. Holland er dog et af de lande, der har ændret holdning. A-kraft fortsætter, og de overvejer at udvide med flere atomkraftværker i fremtiden.
På samme måde bygges der stadig nye atomkraftværker rundt om i verden. I Tyskland var det meningen at lukke den sidste af landets 17 atomreaktorer i 2022. Regeringen har dog ændret beslutning, så de nu skal være i drift indtil engang i 2030’erne. Indien skal også i gang med at bygge seks nye værker i den vestlige del af landet.