Læsning og søgning på nettet
Når du søger på nettet, er det vigtigt, at du gør dig klart, hvad det er, du leder efter, så du hurtigst muligt kan finde de oplysninger, du har brug for. Du skal bruge forskellige læseteknikker, når du leder efter information.
Fokusord
- fokuslæse
- overblikslæse
- skimme
- nærlæse
Surfing på nettet
Når du surfer på nettet, klikker du via links mere eller mindre formålsløst rundt på nettet. Du behøver ikke have særlige forudsætninger eller en stor viden om et emne for at surfe rundt på nettet. Men du ved sikkert også, at det kan være en stor tidsrøver at surfe formålsløst rundt på nettet.
Søg med stil
For at få det største udbytte af din søgning efter bestemte oplysninger skal du være i stand til at bruge forskellige læseteknikker. Overblikslæs ikoner og overskrifter, skim korte tekster, og forestil dig, hvad der evt. gemmer sig bag ved de forskellige links, der er på en given side. Her er det også nødvendigt, at du tager stilling til, hvilken læserute du vil benytte, når du skal navigere rundt på siderne.
Fuldtekstsøgning på søgemaskiner
Når du benytter Google eller andre søgemaskiner til at finde hjemmesider ud fra søgeord, laver du det, der kaldes en fuldtekstsøgning. Når du bruger fuldtekstsøgningen, søger du med nøgleord, der findes i den tekst, du søger.
Nøgleord er konkrete og dermed også afgrænsede i deres betydning. Dette står i modsætning til emneord, der er mere overordnede. Det er altså ikke emneord, du skal bruge, når du søger på en søgemaskine, og det er derfor en forudsætning for søgning, at du ved noget om det, du søger informationer om, så du kan skrive så gode nøgleord i din søgning som muligt og dermed få den mest relevante søgning.
Vurder hits
Når din søgning kommer frem i fx Google, er der en overskrift og et mindre uddrag, et fragment, af den tekst, der findes på siden, samt adressen på hjemmesiden. Dette kaldes for et hit. Ud fra de meget få oplysninger, der kommer frem, skal du vurdere, om siden er relevant for dig at besøge, i forhold til hvad der er dit formål.
Når du kigger ned over en side med søgehits, skal du hurtigt kunne afgøre, hvilken genre, teksttype, sværhedsgrad, sprog, stil, afsender og modtager de forskellige sider har, for derefter at klikke videre på de hits, der er mest anvendelige i forhold til læseformålet.
Brug forskellige læseteknikker
Når du har valgt en hjemmeside, som du mener er anvendelig, skal du igen gøre brug af forskellige læseteknikker: Overblikslæs, så du hurtigt kan få et overblik over sidens indhold. Her kigger du fx på layout, farvevalg, billeder, menuer og skrift for at kunne vurdere genre og afsender.
Herefter går du over til skimmelæsning for at kunne vurdere, om siden er relevant i forhold til dit læseformål. Her skimmer du efter bestemte ord, som herefter kan nærlæses og vurderes kritisk i forhold til troværdighed og kvalitet. At søge og læse på denne måde kaldes også for fokuslæsning.